Sybergs hjørne

Af 12. december 2014 december 12th, 2018 Ukategoriseret

12-12-2014

Sybergs hjørne

Et åbent interview med Andreas Thomsen fra 2. division

Velkommen til Sybergs hjørne hvor en given spiller fra klubben hver uge interviewes om stort og småt med udgangspunkt i GOG. Den første spiller, som vi har æren af at præsentere, er Andreas Thomsen. Andreas er en mangeårig GOG-spiller, som udover et 1-årigt efterskoleophold har haft sin daglige gang i klubben siden han var 8 år og nu som 19-årig repræsenterer klubbens 2. Divisions hold. Det er især hans udvikling fra en solid breddespiller til at være en lovende og stærk spiller i 2 division som har vakt opsigt.

 

Fem hurtige intro spørgsmål:

 

Livret:                               Flæskesteg

Drømmepiges hårfarve:   Kombination af brunette og blondine

Drømmepiges øjenfarve: Blå

Bedste musiknummer:    ”Skyful of Stars” – Coldplay

 

 1.     Hvilke trænere har du haft igennem din karriere i GOG?

 

U10: Jens Jørgen Møller (far til nuværende GOG ligaspiller Tobias Møller)

 

U12: Forskellige ungdomstrænere som ikke er tilknyttet GOG længere

 

U14: Poul Syberg – En træner, der for alvor troede på mig og derfor igangsatte udvikling

 

U16 – 1 års:  Efterskoleophold på Vejstrup Gymnastik Efterskole – Jeg var helt væk fra håndbolden i 1 års tid for at prøve noget nyt og anderledes

 

U16 – 2 års: Henrik Overby (tidligere GOG-spiller) – Jeg kom tilbage til spillere, som havde udviklet sig meget, og det krævede derfor hård kamp at komme tilbage på niveau

 

U18 – 1 års:  Mathias Albrektsen indtil jeg blev sat på 2. holdet og fik Kristian Kristensen

 

U18 – 2 års:  Mathias Albrektsen

 

2. division:   Keld Vilhelmsen

 

 2.     Hvilke egenskaber sætter du højt hos en træner?

Jeg kan til tider være meget er i min egen verden, når jeg løber inde på banen, og han skal derfor kunne tackle dette. Jeg sætter til enhver tid muligheden for dialog højt og værdsætter en træner, som ofte spørger ”Hvordan synes du, det går og hvad kan vi gøre bedre?”. Der skal være en balancegang mellem de hårde og bløde værdier, så han er kontant på banen men menneskelig udenfor banen. Derudover er det selvfølgelig vigtigt, at man opnår følelsen af, at han vil og kan udvikle en som individuel håndboldspiller. Han skal presse mig til det yderste, så jeg føler, jeg har givet mig 100%.

 

 3.     Hvor meget styrketræner du om ugen?

”Det er ingen hemmelighed, at når man ser på din krop, så ligner du en vaskeægte fuldblodstyr fra Spanien fuld af saft, kraft og masser af muskler” – Poul Syberg

Jeg styrketræner i øjeblikket 4-5 gange om ugen. Jeg har altid prioriteret styrketræning højt (og ofte for højt), hvilket jeg prøver at ændre til mere fokus på mit spil som håndboldspiller. Jeg er derfor i samspil med min træner nået frem til en indtil videre bæredygtig kombination, hvor jeg styrker 4-5 gange og holder én enkelt fridag i ugen gerne dagen inden kamp. Fridagen var meget svær i starten.

 

 4.     Hvornår startede din interesse for vægttræning?

Da jeg startede på efterskole som U16 gik det hurtigt op for mig, at der ville opstå en pause i min udvikling som håndboldspiller, hvilket jeg mente, at jeg bedst kunne kompensere for ved at øge min styrketræning. Derudover har jeg altid inderst inde vidst, at mit håndboldtalent måske lå mere gemt end andres, og at den måde, jeg kunne blive god på, var ved at træne mig til det.

 

 5.     Hvor længe tror du, at du har lyst til at spille håndbold?

”Jeg har personligt altid opfattet Andreas som en anelse klodset men altid meget samvittighedsfuld, og det skulle ikke overraske mig, hvis han om nogle år som 26-27-årig ville snuse til og måske endda direkte tilkæmpe sig spilletid på et ligahold.” – Poul Syberg

Jeg vil spille håndbold lige så længe, at jeg som nu hele dagen glæder mig til at tage til træning. Jeg tror først, at jeg vil stoppe, når den lyst er fortaget, og jeg 100% ved, at jeg enten har eller ikke længere har mulighed for at nå mine mål som håndboldspiller.

 

 6.     Hvad er dit mål som håndboldspiller?

Min absolut største drøm som håndboldspiller er at spille liga. Det er et stort mål, men jeg tror på, at hvis man giver sig 100%, så når man langt med mange ting både på og udenfor banen.

 

 7.     Hvad sætter du pris på ved håndbolden som holdsport?

Jeg elsker følelsen og det rush det giver, når man i fællesskab opnår noget, som man aldrig ville kunne have opnået alene. Det er ofte ubeskriveligt og langt større end indfrielse af personlige mål.

 

 8.     Hvilke umiddelbare glæder oplever du ved håndbolden?

De venskaber som man får ved at dele noget, som man brænder for. Håndbolden er noget, som vi mødes om, og jeg føler, at vi forstår hinanden på en helt særlig måde. De erfaringer, som vi opnår igennem sporten, binder os tættere sammen udenfor banen.

 

 9.     Højdepunkter igennem din tid i GOG både på og udenfor banen?

 

DM deltagelse:     DM 4. plads som U14 og DM bronze som U18

 

GOG’s konkurs: Det var meget mærkeligt, da GOG gik konkurs. Man havde altid været vant til, at de store hold kom på besøg hver anden søndag i hallen. Det var derfor fantastisk at se, hvordan hele lokalområdet bakkede op om at rejse GOG igen. Alle bakkede op med det de nu kunne lige fra at købe trøjer, sponsorere og bare dukke op til 2. Divisions kampe.

 

Stævner: Én af de ting, som gjorde at glæden ved håndbold holdt ved, da man var mindre, var i særdeleshed stævner. Fællesskabet på tværs af årgangene med svømmehal, mad og sociale aktiviteter tilsat et par medaljer og en anelse succes var altid en god kombi!

 

 10.     GOG overvejer at være repræsenteret til et italiensk håndboldstævne i Terrano denne sommer. Kunne du tænke dig at deltage?

Helt bestemt! Jeg synes, at det er en genial kombination af ferie, venner og håndbold. Jeg er selv dårlig til håndboldpausen i sommerferien, så hvis gutterne også er klar på at samle et hold, så skal vi da uden tvivl afsted!

 

 11.     Har du lyst til at give en ekstra hånd med og være fysisk træner for et ungdomshold?

Ja, helt sikkert. Det kunne være spændende og indsigtsgivende på mange planer at stå for et andet holds fysiske træning, så hvis det kunne passe ind i min hverdag ville jeg meget gerne. Det ville være spændende at sætte andre ind i styrketræning samt se de resultater, man er med til at skabe.

 

 12.     Hvordan ser du dine fremtid indenfor håndbolden de næste 5 år?

Jeg har meget fokus på at tage det stille og roligt og så hele tiden at sætte mig nogle nye delmål.
I år er mit delmål at komme til at spille på 2. divisions holdet og gøre det året ud.

”Det har du i hvert fald indtil videre lykkedes flot med og endda som en af de bærende spillere.”

Skriv en kommentar