Skip to main content

Rekordbeløb fra FynskSupport giver store smil i GOG Håndbold

Af 15. marts 2021GOG, Ukategoriseret

Smilet er lidt bredere i GOG Håndbold i disse dage. Klubben får nemlig udbetalt et rekordbeløb fra Energi Fyns sponsorordning, FynskSupport. 

Der er jubel og knyttede næver i GOG Håndbold. Klubben slår nemlig rekord og modtager det hidtil højeste udbetalte beløb via Energi Fyns sponsorordning, FynskSupport.

Beløbet er på 55.743 kroner.

– Det er helt fantastisk! Vi er så stolte og glade over, at det har kunne lade sig gøre. Det skyldes jo den kæmpe indsats vores trænere, holdledere, forældre og andre frivillige i og rundt omkring klubben har lagt i at få skaffet nye medlemmer til FynskSupport-ordningen, siger bestyrelsesformand i GOG Håndbold, Niels Kildelund og tilføjer:

– Jeg tror også, at Energi Fyns løbende kampagner for FynskSupport, hvor nye medlemmer i en periode gav en yderligere ekstra indtægt, har været en gulerod for os alle sammen i GOG Håndbold og har været medvirkende til, at vi kunne sætte rekord, siger Niels Kildelund.

Styrker udviklingen af klubbens børne- og ungdomshold
De mange medlemmer, som gennem FynskSupport har valgt at støtte GOG Håndbold via egen gas- og elregning, betyder, at klubben kan fortsætte og styrke udviklingen af klubbens børne- og ungdomshold.

– Den her store sum penge er ikke øremærket ét bestemt projekt eller område i klubben. Men det er klart at pengene kan bidrage til, at vi kan gøre klubben dygtigere og bedre på mange parametre. Et vigtigt område for os er jo børne- og ungdomsområdet, og det er i høj grad også der, vi fortsat vil forsøge at styrke udviklingen, siger Niels Kildelund.

1,5 millioner kroner til fynske klubber og foreninger

Det er 11. år i træk, at Energi Fyn kan dele penge ud, og siden starten i 2011 har Energi Fyn udbetalt 9 millioner kroner via sponsorordningen FynskSupport. I alt er 500 fynske klubber og foreninger med i FynskSupport, og i 2021 udbetaler Energi Fyn samlet 1,5 million kroner.

– Som fynboernes foretrukne energiselskab er det vigtigt for os at støtte op om mangfoldigheden i det fynske foreningsliv. Med FynskSupport støtter vi klub- og foreningslivet bredt på Fyn og på tværs af aktiviteter, fortæller Finn Andersen, kommerciel direktør hos Energi Fyn og uddyber:

– Som andelsselskab betyder det meget for os, at vi gennem FynskSupport kan give noget igen til vores andelshavere. Mange klubber og foreninger har det vanskeligt i denne tid. Derfor er FynskSupport støtten ekstra vigtigt i år. Med FynskSupport støtter vi klub- og foreningslivet bredt på Fyn og på tværs af aktiviteter, og det betyder meget for os, at vi med pengene fra FynskSupport kan bidrage positivt ude i klubberne, siger Finn Andersen, kommerciel direktør hos Energi Fyn.

Alle kan være med til at støtte det fynske foreningsliv, og det vel at mærke uden at det koster ekstra. Hvis man køber el eller gas gennem FynskSupport, så støtter man en fynsk klub eller forening efter eget valg. Energi Fyn giver 2 øre/kWh el og 6 øre/m3 gas til den klub, som man ønsker at støtte. Hver aftale giver således klubben cirka 100 kroner ekstra hvert år. 

Man behøver ikke selv at være medlem af en klub eller forening for at være med i FynskSupport. Både familie, venner og lokale virksomheder kan tilmelde sig og dermed støtte lokalsamfundet og foreningslivet på Fyn.