Annette Knudsens tøser imponerede – alle

Af 30. december 2014 december 12th, 2018 Ukategoriseret

30-12-2014

Annette Knudsens tøser imponerede – alle

GOGs U16 pige 2 spillede lige op med to ligahold – og kom i finalen

Annette Knudsens tøser imponerede

 

GOGs U16 pige 2 spillede lige op med to ligamandskaber (!) – og kom i finalen til Skjern Jule Cup

 

Det er sjældent, at et 2. hold kan klare sig i det hårde A-selskab til stævner i Jylland, men det var præcis, hvad der lykkedes for Annette Knudsens U16 pige 2 til Skjern Jule Cup.

 

Vibeke, Julie, Klara, Kirstine, Frederikke, Caroline, Emilie, Sari, Camilla og Celine var de 10 piger, som drog af sted til Skjern. Holdet var kommet i pulje med tre hold, som før jul har spillet i den jyske 2. division, ligesom GOG-pigerne har spillet i og vundet den fynske 2. division. Det blev dog til tre komfortable sejre til GOG-pigerne – hele søndagen. Vibeke scorede fra sin fløj, Kirstine varierede fint imellem løbeskud og angrebsåbninger, Julie brød frygtløst igennem på ydersiden på højre back, Sari var som altid lynhurtig til at stjæle bolde og løbe kontra – ja, og Klara uddelte tacklinger, så man (næsten) fik helt ondt af pigerne fra de tre jyske klubber, som måtte lægge krop til hendes tacklinger – og ikke mindst til GOGs overlegne sejre på 19-7, 16-8 og 11-6.

 

Det betød (desværre) også, at GOG U16 pige 2 skulle spille mod GOG/Oure U16 pige 1 i semifinalen i A-slutspillet. Det er jo aldrig rigtig fedt, når GOG-hold støder sammen. Men set udelukkende fra GOG U16 pige 2 blev det en både spændende og udfordrende kamp, hvor Caroline lukkede imponerende af i målet, imens Celine bragede syngende tacklinger af i forsvaret – og Camilla igen og igen fandt hullerne i det skævt offensive GOG/Oure forsvar. Og minsandten om ikke GOG U16 pige 2 på en stærk kollektiv og disciplineret indsats vandt med 12-10 over GOG/Oure 1, som dog også manglede et par spillere til Skjern Jule Cup.

 

I finalen skulle GOG U16 pige 2 så til kamp mod endnu et hold, der efter jul spiller i liga. Modstanderen var Herning fH, som sidste år vandt det danske mesterskab i U14 rækken. Herning havde tidligere slået GOG/Oure med 17-15, men Annette Knudsen havde igen sat GOG U16 pige 2 knivskarpt op til opgøret, så GOG-pigerne fulgtes ad med Hernings ligamandskab hele 1. halvleg. På trods af fremragende kontramål af Frederikke og syv finale-scoringer af Emilie, så lykkedes det alligevel for Herning at få skabt et lille hul midt i anden halvleg. Men igen viste GOG-pigerne høj moral og fik via en forbilledlig holdindsats skabt spænding om resultatet til sidste minut, men det var lige præcis ikke nok. Herning vandt 15-14 – GOG U16 pige 2 måtte nøjes med sølv til Skjern Jule Cup.

 

Hatten af for en sej præstation i Skjern af alle 10 piger og deres træner.

Skriv en kommentar