U12 drenge 2 til Dydensborg Taxi Cup i Kerteminde

Af 13. april 2015december 28th, 2018Nyhedsarkiv

13-04-2015

U12 drenge 2 til Dydensborg Taxi Cup i Kerteminde

En tur i rollercoaster – men U12 drenge 2 sluttede sæsonen godt af

U12 drenge 2 skulle både koncentrere sig om at deltage i Fynsmesterskabet i Langeskovhallen, lørdag formiddag, samtidig med stævne i Kerteminde, lørdag og søndag.

 

Drengenes første kamp om lørdagen i Kerteminde var allerede kl. 8.25 mod Kerteminde HK 2, som blev besejret med 12-7. Efter kampen var der en kort pause, og så gik turen til Langeskov, hvor drengene spillede om Fynsmesterskabet i B-rækken kl. 10.30 mod Fåborg.

Drengene fik en meget dårlig start på kampen med mange skud på træværket, tekniske fejl og lidt overtænding hist og her, så det i den grad var op ad bakke – bagud med 0-6.

I denne modgang viste drengene god moral og fighterånd og kæmpede sig langsomt tilbage i kampen og var kun bagud med 2 (9-11), da der manglede 3-4 minutter. Desværre kom drengene ikke tættere på Fåborg, som vandt kampen 13-9.

 

En flok meget skuffede drenge, som aldrig for alvor fik sat deres afgørende præg på kampen, pakkede sammen i Langeskov og kørte herefter tilbage til Taxa Cup-stævnet, som for deres vedkommende nu fortsatte i Munkebo.

Her spillede drengene deres næste kamp kl. 13.25, hvor de mødte DHG 2, som de besejrede med 9-7.

Senere på dagen, kl. 17.10, mødte drengene så et A-hold fra Hedensted, som har vundet deres pulje i turneringen i Jylland, i øvrigt med flere spillere på holdet, som ville få mange U14-drenge til at se små ud.

Den på forhånd store opgave tændte tydeligvis vores drenge, som gik til stålet i begge ender af banen, ikke mindst i forsvaret, hvor der virkelig blev taklet igennem. Hedensteds skytter savede den dog flere gange ind fra distancen (14-15m), og overmagten blev for stor. Men sikke en fight, som Hedensted vandt med 9-5. En kamp, som vores drenge nok har fået et hår eller to mere på brystet af.

 

I alt 4 point, hvilket betød A-slutspil for GOG-drengene om søndagen.

 

Søndagens første kamp var allerede kl. 8.25 mod Hashøj, som har vundet deres turneringspulje på Sjælland.

Den gejst, som drenge havde sluttet lørdagen af med (mod Hedensted), var helt væk, og der var slet ikke tænding fra starten af. Uden at gå i detaljer vandt Hashøj med 11-4 i en kamp, hvor GOG-drengene aldrig kom i gang.

 

Kl. 13.00 var modstanderen Østfyn, som har spillet i A-rækken i turneringen, hvor de er sluttet i den gode ende, og som før jul slog vores drenge stort. En på forhånd svær modstander.

 

Kasper Jørgensen havde fået snakket godt med drengene, og de virkede igen tændte og klar til fight, og i en festlig, fornøjelig og forrygende kamp sluttede drengene af med at vinde med 9-6.

Den fremragende kamp var dog ikke nok til en finaleplads. En finale, som stod mellem de to hold, som vores drenge havde tabt til (Hedensted og Hashøj), en kamp, som Hedensted vandt med 10-8. Men vores drenge endte – point-scoringsmæssigt set – på en samlet 3. plads. En flot og imponerende afrunding af sæsonen.

 

Nu ser vi fremad mod setuppet til den kommende sæson for U12 drengene i GOG.

 

Peter

Skriv en kommentar