Tisser du gult?

Af 5. februar 2017december 26th, 2018Nyhedsarkiv

05-02-2017

Tisser du gult?

Så har vi den store GOG-fest til dig

Tisser du gult, skal du til fest

 

Hvis du har lidt GOG i hjertet, så har vi festen til dig

 

GOG – det er også dig, og nu holder GOG familiefest for både unge, voksne og smågamle

 Lige siden jubilæumsfesten har alle talt om, hvornår vi alle skal mødes igen: Nu har vi svaret! Den 6. maj i SEF ARENA. Læs her:

I kender det. Man møder nogen. Man siger: ”Vi skal da også snart mødes!” Og man vil gerne. Men man finder aldrig rigtig tiden til det.

 

Sådan har vi det også i GOG-familien. I løbet af sådan en sæson, så møder vi i GOG masser af mennesker, som vi gerne vil mødes med. Gamle holdkammerater, gamle venner, gamle klubkolleger. Og i lige præcis GOG Håndbold møder vi det så tit, at vi nu gør alvor af det!

 

Vi holder nu en familiefest – for hele GOG-familien. Både de unge, de midt imellem og de små-gamle. Alle er velkomne..

 

Hvem kommer? Ja, alle kommer. Torsten Laen for eksempel. Gammel og nuværende ligakæmpe. Han er faktisk en af initiativtagerne, og han samler sine gamle holdkammerater. Glæd dig. Gitte Sunesen kommer også. Endnu en tidligere landsholds- og ligakæmpe som vil mødes med gamle venner, gamle holdkammerater, gamle klubkammerater. Og sådan kunne vi blive ved.

 

Du skal naturligvis med. Du skal finde dit gamle hold og dine gamle kammerater, og så samle jer ved et bord, og du skal endda også meget gerne skrabe hele holdet sammen, så I kan spille en hyggekamp, før vi fester sammen. Ja-ja, vi lover, at kampen ikke bliver særlig lang… Der har I jo ikke luft til længere… Vel? Og I kan også nøjes med bare at komme til fest.

 

Det er den 6. maj. Det er i GOG (undskyld SEF) Arena. Det er for alle.

 

Men der er kun plads til cirka 400-500 deltagere. Der var jo proppet sidste gang.

 

Vi skal fejre alt muligt. Men mest hinanden. Vi skal fejre 10 års jubilæet for det seneste danske mesterskab til GOG. Vi skal fejre 25 års jubilæet for sidste gang, GOG vandt DM-guld for både mænd og kvinder samme år! Vi skal fejre seneste sæsons DM-guld for U14, U16 og U18. Ja, vi skal fejre os selv. GOG-familien. En kulturinstitution i dansk sport. Og vi skal bare mødes og have det rart sammen. Unge og gamle. Den gode gamle GOG-ånd skal feste igennem. De gamle skal vise vejen, og de unge skal opleve alle de gode GOG-dyder… Og det der vel næppe kan kaldes dyder.

Skriv en kommentar