Syberg vandt i EL

Af 27. juni 2016 december 29th, 2018 Nyhedsarkiv

27-06-2016

Syberg vandt i EL

Poul Syberg kåret til årets Elsjæl

EnergiFyn og FynskSupport EL&Gas kårede forleden vores alle sammens Poul Syberg til årets Elsjæl!

 

Det var der vildt mange gode grunde til, og GOG fik også 15.000 kroner. Tillykke til Syberg.

 

Det skete i øvrigt midt under håndboldskolen for U10’erne og U12’erne.

 

Indstillingen af Syberg lød således:

 

Poul Syberg er en institution i dansk håndbold. Han er formentlig en af de mest legendariske håndboldledere i Danmark. Han har været en kæmpe stor del af GOG i helt vildt mange år, og selv om han har rundet de 70 år, så er han fortsat en ildsjæl.

 

I forhold til lige præcis FynskSupport, så er der formentlig ikke et eneste medlem af GOG Håndbold, som ikke er blevet konfronteret med Poul Syberg og hans ønske om at sørge for, at alle kobler sig på ordningen og sikrer penge i klubkassen.

 

Han har omtalt den lukrative ordning på bestyrelsesmøder, på ungdomstrænermøder, på børnetrænermøder og på forældremøder. Uanset hvilken GOG-forsamling han møder, så er han klar til at fortælle om de gode sider ved FynskSupport. Ja, han fortæller faktisk også gerne om det, selv om mødet / forsamlingen ikke lige er indstillet på det i situationen…

 

Og det er ikke alt. Når GOGs ligamandskab spiller kamp i GOG Arena, så ser man gerne Poul Syberg stå og dele materiale ud om Energi Fyn, og hvis man som frivillig står og ser arbejdsløs ud… Så får man lige en stak papirer, man kan dele ud.

 

Han har også taget initiativ til en lang række af møder om emnet: Han inviterer således både ledere, trænere, spillere og forældre til møder, der handler om, hvordan de selv kan spare penge ved at skifte til ordningen. Og han sælger varen godt. Han vifter med lister og priser og kurver og udregninger.  

 

Det er også Syberg, der har sørget for, at der er kommet en håndfuld ambassadører for ordningen i klubben, så han ikke er alene om at sprede det glade budskab, og så er han i øvrigt også god til at lokke bedsteforældre med ind i ordningen. Og han er ikke bange for at undersøge, om de mon har et lille firma, der gør, at det kan give ekstra kroner i kassen!

 

Derudover kan man også være sikker på, at Poul Syberg minder GOG-hjemmeside-skribenter og GOG-Facebook-skribenter om, at hvis de alligevel skal skrive noget om dette eller hint i klubben, så kan de også lige så godt tage noget med om FynskSupport. Han slår til overalt.

 

Derfor er der ingen tvivl om, at ligesom Poul Syberg er gul helt ind i hjertet, og ligesom Poul Syberg formentlig er den største håndboldildsjæl i hele landet, så har han også kastet sin ubetingede kærlighed på FynskSupportEL.

 

Derfor han skal have prisen. Som ”Årets Elsjæl 2016”.

 

Skriv en kommentar