Stemningsbilleder fra Reception

Af 23. juli 2014december 28th, 2018Nyhedsarkiv

23-07-2014

Stemningsbilleder fra Reception

GOG Håndbold og Poul Syberg siger tusind tak for alle der mødte op og gjorde d

”Tak er kun et fattigt ord”

 

Mister GOG, Hr. Poul Syberg, fejrede i fredags sin 70 års fødselsdag i selskab med flere end 150 GOG’ere og omegn. Det blev en dejlig eftermiddag og aften med både fine taler og herlige røverhistorier. Helt i Sybergs ånd.

 

Det var ikke let at overtale Poul Syberg til, at der skulle holdes en reception for  ham. Han var faktisk helst fri for det. Men det lykkedes at overtale ham til, at det var den eneste rigtige. Og det var godt. For det blev en dejlig reception, hvor Poul Syberg blev fejret – som han havde fortjent det.

 

Der var et hjørne med både historiske avisudklip og gamle trøjer og flotte pokaler. Der var Arne Ploug, som spillede og sang for på flotteste vis. Der var fornemme gæster fra nær og fjern. Der var både alvorlige taler og sjove taler. Der var helt små U10-spillere, og der var gode, ”gamle” kammerater fra Gudbjerg og omegn. Der var officielle repræsentanter fra Dansk Håndbold Forbund og Fyns Håndbold Forbund. Der var det smukkeste solskinsvejr, og der var hygge og snak og grin og glæde omkring de mange borde i hal 3. Der var vimpler fra Barcelona til Vester Skerninge. Og der var naturligvis GOG-hymnen.

 

Ja, det var en eftermiddag og en aften helt i Poul Sybergs ånd. Med glade børn, unge og voksne overalt i hans elskede GOG Arena. Syberg rejste sig selv og sagde tak for alt og til alle. Og herfra skal der også lyde et stort og hjerteligt tak til alle, der kom med gaver til Syberg – og ikke mindst til alle, der har doneret penge til Sybergs største ønske – etableringen af GOG History Museum.

 

Som nævnt var der rigtig, rigtig mange, der kom og trykkede Syberg på næven til receptionen i en fyldt hal 3, men det var lige så mange, som skrev til lykke til ham inde på Facebooksiden ”Klublegenden fylder 70 år”. Som en af dem skrev.

”Kære Poul, en lille hilsen fra Schweiz skal du også have, stort tillykke med dagen. Du skal have en kæmpe tak for det kæmpe stykke arbejde du har gjort i dk’s bedste klub, så spillere som mig og rigtig rigtig mange andre har kunnet nyde godt, og gjort at vores liv er blevet mange oplevelser rigere, så tusind tak . Kan med stolthed i stemmen sige at jeg aldrig har mødt en person som dig  Kh Nikolaj”

Sådan formulerede Nikolaj Jacobsen det – og gav dermed udtryk for, hvad mange mente. Eller – som der stod i et af kortene til Syberg: ”Du har skabt et stykke dansk kulturhistorie. Ja, du ER et stykke dansk kulturhistorie. Til lykke, Syberg”.

 

Med venlig hilsen

GOGs bestyrelse v/formand Niels Kildelund

Skriv en kommentar