Sikke et GOG Cup!!

Af 18. august 2014 december 28th, 2018 Nyhedsarkiv

18-08-2014

Sikke et GOG Cup!!

Det store GOG Cup blev afviklet med stor succes

Sikke en GOG CUP !

 

GOG Cup for U12 og U14 – både piger og drenge – er et af årets største højdepunkter for GOG Håndbold, og igen i år blev GOG CUP en ubetinget succes på alle måder.

 

Næsten 60 hold og omkring 600 spillere og flere end 100 trænere og ledere fra hele landet var samlet i GOG Arena og omkringliggende haller til et dejligt optaktsstævne, hvor GOG-familien igen beviste sin evne til at arrangere og håndtere store begivenheder – til alles tilfredshed.

 

Derfor skal der – efter sådan et stævne som dokumenterer, at GOG er en af landets førende klubber, som alle andre seriøse og ambitiøse klubber gerne vil besøge – lyde en kæmpe stor tak til alle de mange forældre og holdledere og trænere og andre frivillige, der sørger for, at stævnet bliver til virkelighed. Der er et utal af arbejdsopgaver, og de bliver løst – fordi alle giver en hånd. Det vil GOG Håndbolds bestyrelse gerne sige mange tak for.

 

Men GOGs bestyrelse vil faktisk også sige tak til de mange klubber, der kommer til GOG år efter år. HIK, FIF, TIK, Ikast, AGF, Silkeborg-Voel, Fredericia, HEI, Thisted, Slagelse, HØJ, Thy og Trelde var nogle af de klubber, som dukkede op i år, og vi er både glade for og stolte over, at så mange af landets store, stærke og traditionsrige klubber vælger lige præcis GOG CUP som deres primære optakt til en ny sæson. Igen i år kunne vi derfor glæde os over, at det var nogle af landets bedste hold, der var med i alle rækker, så der var rigtig forbandet hård modstand til alle. Så tak til alle jer, der deltog i stævnet. Både børn og unge og voksne.

 

Sportsligt gik det også fint. Der var masser af fantastisk flot håndbold, og der var endnu flere vildt spændende kampe. Stor underholdning. I alle haller. HEI snuppede sejren i begge U12 rækker. Og både hos pigerne og drengene var det GOG, der blev nummer to efter HEI… I U12 rækkerne. Hos U14 drengene lykkedes det til gengæld for GOG at nå helt til tops med FIF på 2. pladsen. Og skæbnen var hård ved FIF. Også hos U14 pigerne blev FIF nummer to. Hos U14 pigerne var det TIK, der gjorde rent bord  – og vandt GOG CUP.

 

Også i B-rækkerne blev der vist fine takter: Thurø triumferede foran FIF i U12 drenge B. FIF tog førstepladsen foran GOG i 12 pige B. I U14 drenge B var det Silkeborg, der endte øverst på skamlen, imens FIF igen tog sig af 2. pladsen her. Hos U14 pige B vandt Ikast finalen over HIK.

 

GOG formåede altså at være med helt fremme i tre af de fire stærkt besatte A-rækker. Ikke så ringe endda: En førsteplads til U14 drengene, en andenplads til U12 pigerne og en andenplads til U12 drengene (i øvrigt cirka fire sekunder fra en 1. plads… – så derfor er spørgsmålet, om vi måske bare skal lade være med at invitere HEI en anden gang J).

 

Tak til alle. Til alle frivillige, til alle deltagere, til alle dommere, til alle trænere, til alle forældre, til alle omkring GOG CUP. Vi fik igen i år skabt et stævne, der høster ros og anerkendelse og respekt, og som derudover lægger en fin skilling i klubkassen til fortsat fokuseret og målrettet og ambitiøst talentarbejde. Derfor skal der i den grad også lyde et fuldtonet tak til alle de mange sponsorer, som gør stævnet muligt.

 

Skriv en kommentar