Så sødt som i gamle dage

Af 16. april 2016december 28th, 2018Nyhedsarkiv

16-04-2016

Så sødt som i gamle dage

Top kvindehåndbold i GOG hal 2: Falster slog Gudme HK

Det blev en dejlig håndboldaften, da Gudme HKs kvinder fra 3. division tog imod Nykøbing Falsters kvinder fra den bedste liga for kvinder – i pokalturneringen i aftes.

 

Det er omkring “100 år og en madpakke” siden, at der har været kvindehåndbold på så højt niveau i hal 2 i GOG Arena, og det blev præcis den pokalfest, som man kunne have håbet på før kampen.

 

Lad det være sagt med det samme: Nykøbing Falster i stærkeste opstilling med både Kristina Kristiansen, Mette Gravholt og Mette Iversen Sahlholdt satte straks fra kampens start tingene eftertrykkeligt på plads. Der var ingen tvivl om kampens udfald: Nykøbing Falster var – meget naturligt – en klasse over Gudme HKs kvinder, som lige er rykket op fra 3. division til 2. division.

 

Når det er sagt: Der blev vist masser af dejlig håndbold fra begge holds side, og da først nerverne og benovelsen havde lagt sig, så lykkedes det også for GOG Arenas bedste kvindeholds spillere at give prøver på deres talenter.

 

På tilskuerpladserne var det i øvrigt en stor fornøjelse at opleve Falsters tilhængere. Der var fest og stemning og larm fra sådan cirka en time før kampstart. Og vi må nok bare indrømme, at de larmede mere end GOG-tilhængerne… Der var heldigvis så godt som fuldt hus i hal 2 denne aften, og de fik en herlig oplevelse med hjem.

 

Gudme HK, der på vejen til denne pokalkamp blandt andet har slået 1. divisionsholdet Virum ud af pokalen, fik også vist, at der venter holdet en stor og spændende fremtid i 2. division, hvis de kan holde det fine niveau.

 

Cecilie Nordstrøm blev holdets topscorer med seks mål, skarpt forfulgt af en som altid stor-kæmpende Sofie Bardrum med fem scoringer. Josefine Basler Larsen nettede fire gange for Gudme HK. Klara Grosen Larsen, Johanne Lozkat Matzen, Sofie Halkier og Mette Bjerg kom også på scoringstavlen for Gudme HK.

 

Gudmetrænerne Thomas Tændstik Brandt og Michael Buster Madsen måtte dog se deres hold tabe med 21-34. Men hatten af for en flot præstation. Og en dejlig oplevelse i GOG Arena hal 2. Det var så sødt som i gamle dage…

 

Og hvem ved: Måske er de på vej tilbage. Et stærkt kvindehold i Gudme er i hvert fald ved af aftegne sig. Det bliver spændende at følge dem i 2. division i næste sæson, og der ligger sikkert flere pokaloverraskelser og venter forude næste år. Men i denne omgang er pokaleventyret slut. Og Nykøbing Falster er videre i pokalturneringen.

 

Tak til alle. Ikke mindst til speaker Andreas Bomber Dahl, der sørgede for at holde stemningen oppe, når modgangen var værst. (Den fejlplacerede traktor er blevet flyttet).

 

På Gudme HKs hold var:

1 Benedikte Petersen
12 Johanne Toft
17 Freja Hammer Fagerberg

10 Laila Schmidt
11 Emma Østergaard Hansen
4 Laura Bruun Pletscher
6 Cecilie Juel Löffler
15 Cecilie Nordstrøm
8 Klara Grosen Larsen
9 Sofie Halkier
3 Sarah Vest Kirkeløkke

13 Sofie Bardrum
2 Josefine Basler Larsen
7 Mette Bjerg
5 Signe Mortensen
14 Johanne Lotzkat Matzen

 

Skriv en kommentar