Så godt er det gået for GOG og Oure og GOG/Oure – før jul

Af 23. december 2015 december 28th, 2018 Nyhedsarkiv

23-12-2015

Så godt er det gået for GOG og Oure og GOG/Oure – før jul

GOG og Oure er med i alle ligaer hos U16 og U18 hos både piger og drenge

Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvorvidt samarbejdet mellem GOG og Skolerne i Oure fungerer, så kræver det kun et enkelt blik på næste års ligasammensætning at få bekræftet, at samarbejdet fungerer perfekt.

 

Her – rundt omkring jul – er det vel passende at gøre lidt status over, hvordan det er gået for GOG og Oure og GOG/Oure i den første halvdel af sæsonen, Vi må i denne sammenhæng nøjes med at kigge på ligaholdene – ellers bliver det længere end juleevangeliet.

 

Vi begynder hos U18-drengene, hvor succesen er til at forstå: Både GOG og Oure er i ligaen. Hos U18-drengene spiller GOG og Oure på hver sin licens, og det betyder, at begge mandskaber kan kvalificere sig til den bedste række. Og det har de gjort. GOG har været helt suveræn i 1. division. En sejr på 9 mål var den mindste sejr… Oure måtte slås lidt mere for det, men efter 6 sejre i 10 kampe endte Oure på 2. pladsen i sin 1. division – og landede dermed også i ligaen.

 

Hvis vi hopper videre U18-pigerne, så har holdet, der går under navnet Gudme Oure GOG Sydfyn, også været skarp i 1. division. 10 sejre ud af 10 mulige er det blevet til. Og dermed en sikker plads til øst-ligaen, hvor Ajax på papiret ser ud til at blive den værste rival.

 

Hos U16-drengene har GOG/Oure-dominansen været brutal: Et par sejre med 11 overskydende mål er det nærmeste, GOG/Oure-drengene er kommet på ”spænding” før jul. Efter jul bliver det formentlig Roskilde og Team Sydhavsøerne, der vil gøre mest modstand på vejen mod Final 4 og DM.

 

Til sidst ender vi hos U16-pigerne, hvor GOG/Oure-holdet også er klar til Liga Øst efter jul. Her har spillerne dog måttet indkassere to nederlag til fusionen Ajax/TIK. Begge hold er dog videre til ligaen, hvor modstanderne bliver FIF, Rødovre, HIK/KFUM og HC Odense.

 

GOG og/eller Oure er dermed repræsenteret med mindst et hold i alle liga-rækkerne for både drenge og piger i både U16 og U18. Det er ikke så ringe endda… Det er der faktisk ingen andre klubber eller hold eller efterskole fra Fyn eller Sjælland, der kan prale af efter jul.

Skriv en kommentar