
05-02-2017
Gudme HK slog Tved, da top mødte bund i 2. division i dag
“Tændstiks” kvinder fører 2. division med fire point ned til SUS/Nyborg
Det bedste kvindehold på Sydfyn er Gudme HKs kvinder i 2. division, og det blev på alle måder slået fast i dag, da Gudme HK var på besøg i Tved.
Træner Thomas “Tændstik” Brandt Nygaards kvinder vandt kampen med 20-15, og det betyder både, at Gudme HK ligger suverænt nummer 1 i 2. division, og det betyder, at Tved ligger nummer sidst i 2. division.
Gudme har spillet 14 kampe i denne sæson, og heraf er 11 vundet, 2 er endt uafgjort og 1 enkelt er tabt. Derfor ligger Gudme nummer 1 i rækken, og holdet har fire point ned til SUS Nyborg, som er første-udfordrer, og som Gudme vel at mærke allerede har vundet over.
Det ser altså lovende ud for Gudme-kvinderne, som – hvis alt går vel i de kommende kampe – kan tage nogle store skridt i retning af Danmarks næstbedste liga – 1. division.