GOGs U16 drenge til DM

Af 26. marts 2018december 19th, 2018Nyhedsarkiv

26-03-2018

GOGs U16 drenge til DM

– igen – igen

GOG Håndbold og Skolerne i Oure kan – igen-igen – glæde sig over, at det stærke samarbejde har kastet en plads til DM af sig. GOG & Oures U16-drenge har lige – som det kan ses på billedet – vundet det fynske mesterskab, og holdet har også kvalificeret sig til DM. Den definitive kvalifikation til det danske mesterskab kom – meget passende – med en sejr over HC Odense på 34-26.

 

De seneste år har GOG/Oure vundet det danske mesterskab, og de seneste år har GOG/Oure været i stand til at være meget overbevisende i øst, men det har faktisk ikke været tilfældet i denne sæson. Selv om GOG-Oures U16-drenge er blevet en klar vinder af det fynske mesterskab, så er det ikke gået smertefrit i kampene mod de sjællandske mandskaber i Østligaen.

 

De sydfynske drenge er vant til at vinde østligaen, men i år må GOG/Oure formentlig nøjes med en 2. plads i Østligaen. Det er TIK Taastrup, der ligger til at blive nummer 1 i Øst. Årsagen er, at de gule drenge har været ramt af nogle skader i den seneste tid, og det har betydet, at holdet har tabt point til både HIK/KFUM og til TIK Taastrup og til FIF. Det er ikke hverdagskost for GOG/Oure ikke at vinde tre kampe i træk… Og slet ikke mod østhold. Men det er ikke desto mindre tilfældet, og det er årsagen til, at GOG formentlig må nøjes med 2. pladsen i ligaen.

 

Men: GOG/Oure har altså sikret sig adgang til de danske mesterskaber, så der er stadig mulighed for, at træner Carsten Stump Langager kan føre sit mandskab frem til endnu et dansk mesterskab. Til DM i Skanderborg skal GOG-drengene formentlig møde Skanderborg i DM-semifinalen, mens den anden semifinale formentlig vil stå mellem TIK Taastrup på den ene side og VIES, Vejle Idrætsefterskole, på den anden. Vinderne mødes i finalen. Taberne spiller om bronze. Og det hele foregår altså i Skanderborg den 21. og 22. april.

 

Ifølge Carsten Langager, så er der håb op, at alle GOG/Oures skadede spillere er klar til kamp til DM, og det er nok også nødvendigt, hvis modstanderen bliver Skanderborg. Arrangørerne fra Skanderborg har nemlig vundet alle kampe i vestligaen, og Skanderborg vandt med et mål over GOG/Oure til HEI Cup i begyndelsen af sæsonen. Ja, Skanderborg vandt faktisk også GOG/Oure i en træningskamp i løbet af sæsonen. Så GOG/Oure-drengene tørster efter revanche, og den kan de altså få i DM-semifinalen.

Skriv en kommentar