GOGs U12 drenge skulle spille et drama af en kamp i weekenden

Af 29. januar 2017december 26th, 2018Nyhedsarkiv

29-01-2017

GOGs U12 drenge skulle spille et drama af en kamp i weekenden

Kampen var spændende fra start til slut og blev afgjort i sidste minut

De 4 bedste fynske U12 drengehold spiller i dette forår en triple turnering, hvor Stjernen og TPI fra Odense, samt Egense–Rantzausminde og GOG fra Sydfyn kæmper hårdt mod og med hinanden.

 

Resultaterne i de første indbyrdes opgør har været, at Stjernen har slået alle hold, og alle hold har slået TPI. Dagens opgør i Rantzausmindehallen mellem ERI og GOG var derfor ikke blot en fight om den sydfynske trone, men også en kamp om hvem der skal puste suveræne Stjernen i nakken.

 

Dagens kamp blev afviklet i en fyldt Rantzausmindehal, og der var kampen igennem en god og fair opbakning til begge hold. Dejligt når drengene får lov til at spille håndbold i en hal hvor det er klapsalver og ikke buh råb der sætter stemningen. 

 

Klapsalverne blev der også brug for, og kampen igennem var det med et godt spillende GOG hold, der holdt det hårdt og godt fightende ERI mandskab bag sig. Pauseføringen på 12-9 til GOG, var ikke et mål for stor, og ser man på antallet af bragende skud der prellede af på stolperne hos værternes målmand, så kunne føringen have været markant større.

 

Det var dog ERI, der kom bedst fra pausen, og hvor GOG spillerne havde markeret sig med flotte kombinationer og højt tempo i første halvleg, så blev de første 10 minutter et eksempel på hvor meget fight betyder i håndbold. ERI fik ædt sig ind på GOG drengene, og  15 minutter inde i 2. halvleg var stilingen 21 -20 til GOG.

 

GOG lavede en række kontramål, og flot målmandsspil holdt kampen meget lige. ERI fik lov til en enkelt gang at komme foran, men det lå helt i kortene at det ville blive en tæt og spændende afslutning.

Med 4 minutter tilbage af kampen blev GOG ramt af 2 af hinanden uafhængige 2 minutters udvisninger, hvilket naturligvis kunne have været kampafgørende. Det lykkedes dog for GOG at kæmpe sig igennem uden at det kostede på målkontoen.

 

I sidste minut udlignede ERI til 24-24, og med et sidste angreb skulle GOG forsøge at få den vigtige sejr med hjem. Med 31 sekunder igen blev ERI idømt en 2 minutters udvisning, og i det efterfølgende angreb blev et meget køligt og velgennemført overtalssystem gennemført, og med scoringen til 25-24 kunne jublen bryde løs, og et velfortjent sejrsråb kunne gjalde gennem omklædningsrummene i Rantzausmindehallen.

 

De mange tilstedeværende tilskuere kunne glæde sig over 2 sydfynske hold der virkelig står godt til hinanden, og som giver hinanden rigtig gode kampe. Begge hold er nu på lige antal point og samtidig med at drengene udvikler sig kamp for kamp, så kæmpes der hårdt i tabellen.

 

Tak til spillere, dommer og publikum for en god dag i Rantzausmindehallen.

 

Dagens trup:

 

Cheftræner: Stine Winther

 

Dagens trup: Skjold, Hugo, Nydam, Valdemar, Mikkel, Aksel, Anker, Marcus, Rasmus og Lasse.

 

 

Hørt omkring U-12 drengene:

 

Efter kampen blev de 2 trænere i en venskabelig ordveksling enige om en ting. Det var en rigtig god kamp mellem de 2 hold. Men hver især syntes de at kampene er bedst når deres eget hold vinder.

 

GOGs målmand Skjold, har de seneste træninger været under u18 spiller Frederik Hummelmoses vinger. Samarbejdet mellem de 3 målmænd i U-12 årgangen ( Skjold, Mads og Bender ) og Frederik, har givet rigtig flotte og synlige resultater. Skønt at en ung mand som Frederik er rollemodel for de unge.

 

Det samme er i øvrigt de øvrige spillere fra GOG talentfulde ungsenior afdeling. Således er det Lasse Møller, Jon Lindenchrone og Andreas Magaard der i den daglige træning supplerer Stine Winther, Carsten Eriksen og Kenneth Littau med træningen. Der er nok en grund til at U-12 afdelingen vokser.

 

 

Skriv en kommentar