GOG/Oures U16 liga-piger kæmpede på beundringsværdig vis

Af 23. marts 2016december 28th, 2018Nyhedsarkiv

23-03-2016

GOG/Oures U16 liga-piger kæmpede på beundringsværdig vis

Strålende første halvleg og fed kamp af kun 9 U16-piger og en U14-pige

Selv om nederlagene er blevet mange efter jul, så er det ikke alt, der er noget skidt for GOG/Oures U16 piger

 

Der er ingen grund til at lægge skjul på det: Det er ikke gået som forventet for GOG/Oures U16-piger i denne sæson. Både HIK, Ajax, FIF og Rødovre har besejret GOG/Oure pigerne efter jul.

 

Men Ana Razdorovs hold har dog også lige vundet den fynske pokalturnering efter blandt andet en strålende finale mod ligaholdet HC Odense. Selv om GOG manglede flere profiler, så vandt GOG komfortabelt over HCO i pokalfinalen. Og netop HC Odense i øvrigt er også blevet besejret i den løbende turnering.

 

Ja, og så kan der jo også være godt spil, selv om man taber. Nogle gange…

 

Og det var tilfældet i aftes. GOG/Oure-pigerne var på Frederiksberg for at møde FIF, der foreløbig kun har tabt én kamp efter jul. Det var et stærkt afbuds- og skadesramt GOG/Oure-hold, men de gule piger gik frisk og direkte til sagen – kom hurtigt foran med blandt andet 4-1, så FIF blev tvunget til en hurtig time out. Fed start.

 

GOG-Holdet bestod i dagens anledning kun af 10 spillere. Målvogterne Sofie Andersen og Christiane Sørensen. Venstre fløj Anne Jagd og højre fløj Emma Nielsen. Stregspillerne Lærke Vedel og Mollie Edelved. Og så bagspillerne Emilie Jäger, Ida Dyhr og Amalie Hjorth. Ja, der var så mange skader og afbud, at der kun var 9 U16-spillere til rådighed på ligamandskabet! Og derfor var den talentfulde højre back Clara Thomsen hevet op fra det succesrige U14-mandskab. Hun gik i øvrigt frisk og uimponeret til sagen. Respekt for det.

 

FIFs time out hjalp – overhovedet ikke… FIF stod helt fremme i hovedet på venstre back Emilie Jäger – og også ret offensivt på midten, men playmaker Ida Dyhr satte flot fart i bagspillet, og systemerne og overgangsspillet virkede: Gang på gang fandt Ida, Emilie eller Amalie frem til enten Mollie eller Lærke, og så var der mål. Og hvis stregen blev omringet, blev bolden vippet videre ud til Anne, og så var der mål derfra. 9-5 til GOG.

 

Der var vilje, gejst, humør og energi – både blandt GOG-pigerne og blandt de medrejsende GOG-tilskuere. En fornøjelse.

 

FIF måtte endda trække endnu en timeout, og pludselig råbte FIF-træneren: Så gå tilbage! De skyder jo ikke udefra! Men det var heller ikke løsningen. Tørre drøn fra Emilie fra distancen. Og nu 13-7 til GOG/Oure.

 

Det gule forsvar stod drønstærkt og flot sammen – mod et FIF-mandskab, der nu virkede rådvildt og måske lidt forundret over modstanden. FIF havde jo for halvanden uge siden vundet med sikre 26-20 over GOG – i GOG.

 

Ifølge folk, der har set GOG/Oure-pigerne spille en del i år, var det nok tæt på at være en af de bedste halvlege, de har spillet – og vel at mærke mod et stærkt hold, der nu har kvalificeret sig til at spille med i Final 4 om DM-medaljerne.

 

Desværre holdt det ikke. GOG tabte en periode lige før og efter pausen med ubehagelige 9-3. Selv om alle GOG-spillerne – bestemt også Emma og Clara – sloges forbilledligt, så fandt FIF løsningerne – i begge ender: Nu kun en enkelt fremme i forsvaret, og derudover fuld fokus på indspil til stregen. Det stækkede GOG/Oure. Og i angrebet fik FIF mere gang i sit velkendte hurtige spil, som skabte plads og åbninger i hele banens bredde. Og FIF-spillerne begyndte nu også at turde at skyde henover midten, så FIF fik kontakt ved 16-16.

 

Derfra blev resten af kampen mest et herligt hundeslagsmål. Alle GOG-spillernes sloges stadig det bedste, de havde lært, og Sofie havde flere fremragende redninger specielt i slutningen af kampen. FIF-pigernes sloges også hårdt. Og det gjorde tilskuerne vist også…

 

Først 18-18. Så 20-20. Men GOG manglede vist lige de sidste kræfter. Der var ikke rigtig plads og mulighed for pause til for eksempel Emilie eller Ida. Så de to GOG-spillere, som havde haft held med så meget i første halvleg, ramte pludselig forbi både mål og medspillere.

 

Alligevel var chancerne der faktisk for point. Alle GOG’erne udviste nemlig en beundringsværdig moral og kampvilje selv i modgang. De gule gik helt frem i et forsøg på at vende slaget, og et par store muligheder blev flot tilkæmpet men desværre også misset, så FIF vandt kampen med 24-22 over GOG/Oure.

 

FIFs træner havde format til at rose GOG/Oure for en god kamp. Han mente endda, at GOG havde fortjent sejren på dagen. Hatten af for det. Og hatten af for hver eneste af de 10 GOG/Oure-piger, som udviste mod- og mandshjerte.

 

Alt er ikke noget lort, selv om man taber. Alle pigerne kan se sig selv i spejlet i dag. Og det samme kan træner Ana Razdorov, som sammen med Gitte Sunesen havde fået sat pigerne godt og klogt op til kamp på Frederiksberg.

 

GOG/Oure ligger imidlertid fortsat nummer 5 i ligaen, imens FIF skal spille final 4 om DM. Men matchen viste, at der er masser af kvalitet og vilje i GOG/Oure-mandskabet.

Skriv en kommentar