
24-10-2015
GOG/Oure U16 piger vandt klart foran masser af tilskuere
Det blev en stor sejr over Holbæk, og Mollie Edelved skal have kage med
GOG/Oure-Holbæk U16 pige 1 division:
I dag har GOG/Oure-pigerne spillet imod Holbæk. Holbæk kom godt fra start, og udeholdet kom foran med 2-1.
Men derefter begyndte pigerne fra GOG/Oure at spille op til deres mere normale niveau – og kom derfor foran med 8-2. Og derefter blev pigerne fra Sydfyn ved med at holde stand, så de endte med at vinde 1. halvleg med 16-8.
Det var i øvrigt til stor glæde for det store antal Oure-elever, som var mødt op til kampen for at støtte deres efterskolekammerater.
I anden halvleg begyndte GOG-pigerne også at øve noget undertal… Dommerne sparede i hvert fald ikke på 2-minutterne. 🙂 Men det forhindrede ikke hjemmeholdet i at holde flow i spillet, så de endte med at vinde komfortabelt med 32-18.
Mål nummer 30 blev lavet af stregspilleren Mollie Edelved, og det betyder, at det er hende – eller måske hendes forældre – som skal sørge for at medbringe kage til næste træning eller kamp. Måske var det ekstra fedt for hende – fordi hun faktisk kommer fra Holbæk.
På alle måder tillykke med det flotte spil og den gode kamp. Det var den anden kamp ud af to mulige. I den første kamp vandt GOG/Oure 30-21 over HØJ.
Den næste kamp skal spilles i Farum Arena søndag den 1. november imod Furesø. Held og lykke med den næste kamp og resten af sæsonen.
Malte Brovall Jäger