GOG-hold viste sig flot frem til HEI CUP i weekenden

Af 23. august 2015 december 28th, 2018 Nyhedsarkiv

23-08-2015

GOG-hold viste sig flot frem til HEI CUP i weekenden

Alle GOG-hold nåede frem til de afgørende kampe ved HEI Elite Cup i år

Alle GOGs bedste hold fra og med U14 til og med U18 var i weekenden med til HEI Elite Cup, og det blev en stor succes for både GOG og GOG/Oure.

 

GOGs U14-piger under ledelse af Annette Knudsen vandt deres svære indledende pulje i Lystrup Idrætscenter, men søndagens tidlige semifinale blev endestationen for U14-pigerne.

 

GOGs U14 drenge levede til fulde op til forventningerne, da holdet blev overbevisende vinder af HEI Elite Cup. U14-drengene har i mange år leveret stærke resultater, og disse drenge har vundet DM-guld som både U10’ere og U12’ere, og nu fortsætter de stilen ved at vinde deres pulje suverænt – og derefter slå TIK Taastrup med fire mål i finalen.

 

GOG/Oures U16-piger er meget naturligt en ny og sammensat flok bestående af både ”gamle” GOG-spillere, nye Oure-elever og andet. Alligevel leverede holdet en godkendt præstation, da træner Ana Razdorov førte sine tropper til en andenplads i puljen og til en plads i semifinalen. Her var HIK/KFUM dog for stor en mundfuld.

 

GOG/Oures U16-drenge viste også høj klasse til det østjyske stævne. Sikre sejre over både Skanderborg, Mors, AGF og Roskilde i de indledende kampe resulterede i en finale mod Vejle Idrætsefterskole. Også her blev det til succes for GOG/Oure, som vandt finalen med 19-17.

 

Så er der U18’erne tilbage. Og her var der også fine takter af de stærke sydfynske håndboldspillere. Robert Gertsen førte U18-pigernes mandskab frem til en andenplads i puljen, og det betød en semifinale med FC Midtjylland. Desværre tabte GOG/Oure med 25-26 til midtjyderne.

 

U18-drengene gik til gengæld videre til finalen efter sejre i både den indledende pulje og semifinalen. Finalen blev et opgør mod Aarhus Håndbold, og her var jyderne også en tand stærkere end fynboerne. Aarhus Håndbold vandt med 24-22.

 

Alle seks GOG/Oure hold nåede altså semifinalerne. To af holdene vandt hele stævnet. Et enkelt hold vandt sølv. En god weekend for GOG i Jylland.

 

Læs mere her: http://www.bricksite.com/elitecuppen/velkommen

Skriv en kommentar