Det varer ikke længe: Så tager næsten hele GOG til Skjern Cup

Af 19. december 2016 december 28th, 2018 Nyhedsarkiv

19-12-2016

Det varer ikke længe: Så tager næsten hele GOG til Skjern Cup

At tage til stævne er noget af det hyggeligste, og forældre skal tage med

(Næsten) hele GOG tager til Skjern

 

Til Skjern Jule Cup igen-igen-igen

 

TV 2 SPORT har et par gange i forbindelse med EM- og VM-slutrunder spurgt nogle herrespillere og nogle kvindespillere fra landsholdene, om de kan sætte ord på det fedeste ved at spille håndbold som barn og ung… Der er jo mange svar, men der er nogle bestemte svar, som giver julelys i øjnene og overraskende meget energi og passion i svarene.

 

”Jeg kan huske, at vi tog til stævner sammen. Vi kørte nogle gange i tog derhen. Og så overnattede vi jo på en skole sammen. Og spillede kampe. Og spiste slik. Og så på drenge. Og var på sodavandsdiskotek sammen. Det var bare så sjovt. Og vi ville altid bare gerne af sted til flere stævner sammen”.

 

Det er nogle af de svar, der går igen. Tit. Det er overraskende sjældent, at der er nogle af dem, der svarer, som fortæller, at de kan huske, at de vandt Skjern Jule Cup eller AGF Cup eller GOG Cup eller Dydensborg Taxi Cup eller Svane Cup. Nej, de svarer, at det var sjovt at være af sted sammen med holdet, med kammeraterne, med vennerne, med klubben. Sammen.

 

Og det gør næsten hele GOGs børneafdeling derfor igen i år.

 

En lang række af GOGs børnehold for både piger og drenge tager igen i år sammen af sted til Skjern Jule Cup mellem jul og nytår. Det er jo nærmest blevet lidt af en tradition, at GOG tager til Skjern Jule Cup, og det er i øvrigt også ved at være lidt af en tradition, at Skjern-hold tager til GOG Cup.

 

En masse trænere, en masse holdledere og en hel masse spillere tager af sted til Skjern den 27., 28. og 29. december. Skjern Jule Cup kan have deltagelse af U10, U12, U14 og U16-hold, og som regel stiller GOG op i de fleste rækker.

 

Hensigten er, at hele den store flok af GOG-folk kører sammen i bus til Skjern. Og så kommer forældrene og henter i Skjern. Men et lille tip, en lille opfordring kunne være: Forældre? Giv jer selv den oplevelse og glæde at tage med til Skjern… Se kampene, vær til stede i hallerne, sid sammen med andre GOG-forældre. Det er bare så hyggeligt at være til stævne sammen. Både for børnene. Og for trænerne. Og for holdlederne. Og – hvis de giver sig selv lov til at prøve det – også forældrene.

 

Og så skal I naturligvis huske det vigtigste overhovedet.

 

Når stævnet er forbi, så skal I – uanset om jeres podes hold er blevet nummer 1 eller sidst til Skjern Jule Cup – huske at gå hen til trænerne og holdlederne, som har taget sig af og passet jeres dejlige barn og givet lige præcis jeres pragtfulde søn eller datter endnu et minde for livet mellem jul og nytår – ja, dem, altså trænerne og holdlederne, skal I gå hen og sige 1000 tak til. Det har de fortjent.

 

Når hele GOGs børneafdeling tager sammen til Skjern Jule Cup – mellem jul og nytår.

Skriv en kommentar