
05-02-2017
Dårlig dag – dejlig sejr
GOGs U14-drenge spillede skidt – men vandt
GOGs bedste hold i U14-drenge 1. division vandt i dag med sikre 25-14 over det, der ligner Fyns tredjebedste mandskab, nemlig Stjernen.
Det var bestemt ikke GOG-drengenes bedste dag. Der blev lavet for mange tekniske fejl, der blev tabt lidt for mange bolde, og der var langt til drengenes top-niveau.
Men så er det jo godt at kunne vinde stort alligevel. I dagens kamp var det målvogter Kristian Lindholmer, venstre fløj og kontra-specialist Philip Østbjerg, der var dagens lyspunkter – sammen med den nyoprykkede streg Kasper M. Hansen.
Resten af GOGs spillere kan spille bedre, end de gjorde i dag, men det er nogle meget, meget dygtige drenge, så selv på en halvskidt dag var sejren aldrig i fare. GOG førte med 12-5 ved pausen, og GOG endte med at vinde med 25-14.
Ros til Stjernen. Holdet har nu mødt GOG en del gange i denne sæson. Også i pokalen. Og selv om Odense-klubben taber klart hver gang, så kæmper Stjernen-drengene fra start til slut, og mere kan man ikke forlange.
Til lykke med sejren, GOG-drenge. Den fjerde ud af fire mulige efter jul i rækken. Og dermed ligger GOG nummer 1 i 1. division. Forhåbentlig rækker det til et fynsk mesterskab, når rækken er spillet færdig, men der er lang vej endnu.