3 fantastiske timer med Torsten Laen

Af 5. juni 2014december 28th, 2018Nyhedsarkiv

05-06-2014

3 fantastiske timer med Torsten Laen

Omkring 100 var mødt op til kursus med Torsten Laen

 

 

GOG fejrer tit store triumfer på banen. I weekenden kunne GOG glæde sig over en ny slags succes.

 

Omkring 100 stregspillere og trænere fra hele Fyn fyldte nemlig op i GOG Arena i tre-fire timer lørdag den 21. juni. GOG Håndbold havde fået den tidligere landsholdsspiller Torsten Laen til at komme ”hjem” til Gudme for at holde et kursus for U12-, U14- og U16-spillere fra GOG og resten af Fyn. GOGs erklærede ønske var at tilbyde kurset og oplevelsen til alle interesserede på hele Fyn. Det stod i indbydelsen, at det var for alle… Og det lykkedes…

 

Det var på forhånd forventet, at der – når nu kurset lå midt om sommeren og udelukkende var til og for og om stregspillere fra tre udvalgte årgange – ville komme omkring 20 deltagere. Og det var håbet, at der måske ville komme 30. Da tilmeldingsfristen var udløbet var der kommet næsten 50. Og den første dag efter tilmeldingsfristen – så kom der yderligere 25 til. Da det hele blev gjort op, så var der over 80 tilmeldte. Ja, og da kurset gik i gang – med Torsten Laen i storform – så var der over 100 mennesker i hal 2 i GOG – klar til at lytte til og lære af Torsten Laen.

 

I indbydelsen var der meget udtrykkeligt gjort opmærksom på, at det var for alle på hele Fyn. Og dermed naturligvis også for alle niveauer. Og at det var for U12, U14 og U16. Og for både piger og drenge. Alligevel lykkedes det på imponerende vis for Torsten Laen at give en god oplevelse til alle. Et par GOG-ledere traskede rundt blandt både trænere og spillere under kurset, og der var lutter tilfredshed over arrangementet.

 

Torsten Laen fortalte først om sig selv og sin karriere i en lille times tid. Og der var masser af fine spørgsmål fra både spillere og trænere i hallen. Derefter blev spillerne delt op i tre grupper, og der var fin inspiration til de mange fremmødte trænere fra Fyn. Og der var formentlig ikke en eneste af de deltagende spillere, som ikke fik oplevet at blive rettet personligt af Torsten Laen.  

 

Kurset var så stor en succes, at det var bydende nødvendigt, at GOGs assistenttræner for ligaholdet, Johnny Hviid Sunesen, hjalp til. Og hans assistance før og under var uundværlig som træneransvarlig for den ene gruppe, da først øvelserne gik i gang. Og der skal også lyde en stor og hjertelig tak til Danni Bach Müller, som også hjalp til, så alle de mange deltagere i kurset fik god og personlig og kompetent træning hele tiden.

 

Der var trænere og spillere fra blandt andet Korup, Kerteminde, Salbrovad, Tved, Langeskov, Stjernen, DHG, Næsby, Tommerup, Vissenbjerg, Otterup, Veflinge, Thurø, Ollerup og flere endnu. Og de gik alle  glade hjem – og flere gav endda udtryk for ønske om, at GOG arrangerede sådan noget igen. Måske for målmænd eller fløjspillere eller lignende. Og efter den store succes er der ingen tvivl om, at GOG vil forsøge at gøre det igen. Det store arbejde gav også en lille skilling til klubkassen.

 

Og primært: 1000 tak til Torsten Laen!

 

Skriv en kommentar