Nyt team i spidsen for Gudmes kvinder !

Det er med stor fornøjelse, at vi i dag kan fortælle, hvad det er for
et stærkt team, som kommer til at have ansvaret for pige- og
kvindehåndbolden i Gudme HK i næste sæson.

Det er ved at være længe siden, at det blev afsløret, at Peter Due
bliver den nye træner for Gudme HKs kvinder i 1. division, men den
sydfynske satsning på pige- og kvindehåndbolden består ikke kun af
seniorerne i 1. division – nej, den indeholder også en målrettet
satsning på U19-årgangen. Og et stærkt fællesskab omkring hele senior-
og U19-arbejdet på pigesiden på Sydfyn.

Derfor er der nu også lavet en lille og slagkraftig gruppe, som har
det samlede ansvar for både U19-kvinderne og seniorkvinderne – og for
hele den sydfynske plan for at skabe et fornyet og stærkt fundament
under både senior- og U19-håndbolden i Su’vit Arena. Med stærke tråde
ned til arbejdet med de mange U17-hold på Skolerne i Oure.

Der skal altså satses langsigtet, og der skal både være fokus på
udviklingen af talenter fra både Skolerne i Oure og Gudme HK – helt
ned fra U17-årgangen, men der skal naturligvis også satses på at gøre
en god figur både i 1. division for kvinder og i ligaen for U19 – og
så videre. Det er muligt at skabe udvikling og resultater samtidig.

Det bliver en tidligere GOG-profil, som kommer til at stå i spidsen
for dette arbejde. Det bliver nemlig den tidligere landsholdsspiller
Keld Vilhelmsen, som bliver formand for den gruppe, der skal sørge for
gode tider for pige- og kvindehåndbolden på Sydfyn. Men han bliver
ikke alene om det. Han får nogle stærke samarbejdspartnere.

Ved siden side får han således ingen ringere end Nikolaj Jakobsen, som
de fleste nok kender som landstræner for det danske herrelandshold i
håndbold. Både Keld og Nikolaj har døtre, som spiller håndbold i GOG,
og de to herrer får altså nu hånden på rattet i forhold til både U19-
og seniorhåndbolden for kvinder.

De skal naturligvis arbejde tæt sammen med den nyansatte cheftræner
for seniorkvinderne, Peter Due, og de får alle tre også solid
assistance fra manden bag det mangeårige arbejde med talentudviklingen
på drengesiden, Carsten Langager Jensen, som har fejret store triumfer
med U16 og U18 på Oure i mange år.

GOG Sport og Gudme HK håber, at denne stærke kvartet i fællesskab kan
sørge for, at det bliver endnu bedre at spille U19- og seniorhåndbold
i Gudme i næste sæson. Det er altså håbet, at der kan sikres en
langsigtet udvikling af både spillere og hold – både på U19 og senior.
Og et solidt samarbejde med resten af Skolerne i Oure i forhold til
U17-årgangen – og med GOG Håndbold i forhold pigehåndbolden i øvrigt.

Sidste år blev Gudme HKs kvinder nummer 4 i 1. division, da sæsonen
som bekendt stoppede brat. GOGs U19-hold sluttede på tredjepladsen i
østligaen, da sæsonen blev annulleret, og GOGs U17-piger var klar til
DM final-4, da der blev sat en stopper for alt – også håndbold. Der
skal endnu engang lyde en stor tak til de mennesker, der har arbejdet
med disse grupper – i både den forløbne sæson og tidligere sæsoner.