Gudme HKs 1. divisionshold formentlig yngste i rækken!

Af 7. august 2020GOG, Gudme HK Damer

Gudme HKs 1. divisionshold bliver formentlig det yngste i rækken, og det skyldes ikke mindst, at der kommer flere U19-spillere på holdet igen i denne sæson.

Vi vil ganske kort præsentere de tre U19-spillere, som kommer til at spille fast for 1. divisionsholdet i GOG Arena.

De tre spillere er Katrine Holm, Amalie Westergaard og Sille Jakobsen. De har allerede for længst haft debut som seniorspillere. Det skete i den forløbne sæson, hvor de alle tre var med i truppen blandt seniorerne.

  • Amalie Westergaard er en talentfuld og hurtig playmaker, som oprindeligt kommer fra Ringe, hvor hun i sine børne- og ungdomsår spillede sammen med drengene for at få modstand. Så hun har oplevet at spille mod Simon Pytlick som U12-spiller. Hun skiftede dog som ungdomsspiller til GOG, hvor hun har gjort det fremragende. Amalie er lige blevet student fra Oure Kostgymnasium.
  • Katrine Holm er en mindst lige så talentfuld stregspiller, og hun har allerede i den forløbne sæson bevist, at hun har både teknik og overblik og hjerne til at kunne begå sig som senior i 1. division – i både angrebet og forsvaret. Katrine er lige blevet student fra Oure Kostgymnasium, og hun har blandt andet vundet bronze til DM for U16. Hun er også fortsat U19-spiller – af alder.
  • Sille Jakobsen er også et ungt talent, og hun huserer ude på venstre fløj, hvor hun har scoret mange mål og fejret mange triumfer. Både i Jylland, i Tyskland og i GOG. Sille har nemlig boet både i Jylland og i Tyskland, og hun har blandt andet spillet for Ikast FS. Nu går hun på Oure Kostgymnasium, og hun fik allerede seniordebut sidste år for Gudme HK i 1. division.

Gudme HK bliver altså et meget ungt hold, og de ovennævnte tre, som bliver en fast bestanddel af seniortruppen, trækker naturligvis gennemsnitsalderen ned, men der er ingen tvivl om, at de alle tre vil  volde mange modstandere kvaler, når de kommer med al deres energi, deres talent og deres hurtighed. 

Vi er glade for, at samarbejdet mellem GOG, Gudme og Skolerne i Oure kan sikre, at alle talenter i U17, U19 og senior kan få de optimale udfordringer på de hold, hvor de passer bedst. I et stærkt og udfordrende og udviklende træningsmiljø.

De næste spillere er enten første års eller anden års seniorer. Og klar til kamp.

  1. Emilie Brovall Jäger er venstre back. Hun spillede U16 og U18 i Skanderborg Håndbold, og her fik hun også ungdomslandskampe. Hun er første års senior i år, men hun var nu også på 1. divisionsholdet i sidste sæson, hvor hun kom sig over en korsbåndsskade.  Emilie læser statskundskab på SDU.
  2. Ida Dyhr er også bagspiller, og hun er nok den spiller med mest GOG-DNA. Ida har i flere år været børne- og ungdomstræner i GOG, og hun er altid med på GOGs håndboldskoler. En stærk klubpige, der fik sidste sæson spoleret af en hovedskade. Det er hendes andet år som senior.
  3. Sofie Amalie Andersen er også årgang 1999, og hun er holdets sikre sidste skanse – målvogter. Hun har tidligere gået på Oure Kostgymnasium, og hun har en fortid i Ringsted. Allerede i den seneste sæson gjorde Sofie Amalie Andersen det godt for 1. divisionsholdet. Hun læser biomedicin.
  4. Lærke Vedel er en stregspiller med en stort fighterhjerte. Hun har været med til ”ungdoms-OL” for Danmark, og hun kommer fra Nyborg, men hun spillede sine ungdomsår i GOG. Lærke er også årgang 1999, og hun er en hammerstærk pige, som har en imponerende træningsdisciplin.

Der er ingen tvivl om, at Gudme HK bliver et ungt mandskab, som skal leve af de traditionelle GOG-dyder. Og der er heller ingen tvivl om, at der stadig er plads til en ekstra spiller eller to i truppen. Men det er en hårdt arbejdende flok, som vil løbe solen sort for at overleve i 1. division – med træner Peter Due ved roret.

Vi vil i den kommende tid præsentere spillerne på en helt anden facon. Vi har stillet dem en masse spørgsmål, så vi kan blive klogere på, hvem de er. Her kan vi blandt andet finde ud af, hvem der er interesseret i politik, hvem der har U10-DM som sit dejligste håndbold-minde, hvem der er den største ”player” på holdet – og meget andet godt. Du kan følge med her på Facebook-siden, hvis du vil vide, hvem der ”koger” mest på holdet, hvem der synes, at Keld Vilhelmsen er den flotteste GOG-spiller – og meget andet godt…

Med venlig hilsen

GOG Håndbold.