GOG-pige til Team Esbjerg

Af 10. maj 2018 december 13th, 2018 GOG

10-05-2018

GOG-pige til Team Esbjerg

Emma Cecilie Nielsen tager fra 1.div til Liga

Team Esbjerg skriver følgende

“18-årigt fynsk talent til Team Esbjergs højre flanke

Team Esbjerg har indgået en toårig aftale med Emma Cecilie Nielsen, der de seneste to år har spillet i Gudme HK og har fået sin håndboldopdragelse i barndomsbyen Kerteminde og senere GOG.

Den 18-årige højrefløj kommer til at danne fløjpar med en anden af de nye spillere, den norske landsholdsfløj, Marit Røsberg Jacobsen, og hun kender sin rolle.
– Jeg glæder mig til at træne med Marit og lære så meget som muligt, siger Emma Nielsen.
Cheftræner Jesper Jensen betegner Emma Nielsen som en talentfuld højrefløj med potentiale til at blive rigtig dygtig. Hun har hurtighed, springstyrke, god fysik, og så har hun x factor. 

– Vi har ledt efter en højrefløj til at supplere Røsberg, og Emma er valgt på sine kvaliteter. Havde vi ikke fundet en spiller med hendes potentiale, havde vi ikke hentet nogen, for vi ønsker kvalitet på alle pladser. Hun er en investering i fremtiden, men kan gå ind på holdet i den nye sæson, der vil byde på mange kampe, siger Jesper Jensen.

Emma Nielsen kom til GOG som 13-årig og har de seneste tre år gået på Oure Kostgymnasium, hvor hun afslutter stx til sommer. I den afsluttede sæson har hun spillet sit første seniorår for nyoprykkede Gudme HK og scoret 39 mål i 18 kampe. 

– Jeg er vildt spændt og også nervøs over at flytte så langt hjemmefra. Men jeg vil gerne udvikle mig som håndboldspiller og lære noget nyt. Det kan jeg i Team Esbjerg, hvor jeg prøvede at træne med truppen en dag i april. Det var udfordrende, siger Emma Nielsen.

Hun er enebarn og ikke ud af en håndboldfamilie. Efter studentereksamen agter hun at tage et sabbatår, men vil gerne arbejde nogle timer ved siden af at spille elitehåndbold”. 

Skriv en kommentar