GOG løfter sløret: Pigetrænere klar til næste sæson!

Af 11. marts 2020marts 15th, 2020GOG, Nyhedsarkiv

Så er trænerne ved at være klar i GOG Håndbold

GOG Håndbold er godt i gang med at finde trænere til alle senior-, ungdoms- og børnehold i klubben. Der er mange hold, så der skal findes mange trænere, og derfor vil ”afsløringerne” af næste sæsons trænere komme sådan lidt ”pø om pø” i løbet af de næste dage og uger. Følg med – lige her.

Vi er nået til U15-pigerne, og her handler det først og fremmest om at sige pænt farvel til en kær og skattet GOG-træner. Mikkel Gunnar Jensen har været en del af GOG-familien i nogle år, og han har også haft sin gang på Oure, og han har været en vellidt og dygtig træner, som vi har meget at takke for. Mange tak for denne gang, Gunnar!

Det bliver det endnu mere kendte GOG-navn Amir Shabani, som tager ansvaret for GOG Håndbolds U15-piger i den kommende sæson. Der er absolut ingen, der har deres gang i GOG, som ikke kender Amir, og han har været træner for mange forskellige hold i GOG. Han har også haft – og har –andre vigtige roller i Gudme, men i denne omgang kan vi altså fortælle, at det bliver ham, der i næste sæson skal føre GOGs U15-piger sikkert igennem en spændende sæson. Vi er glade for, at Amir har lyst til at tage endnu en tørn som træner i GOG-familien.

Det var dagens ”afsløring”. Trænerne for U15 pigerne. Vi fortsætter de kommende dage med flere navne.

Med venlig hilsen

GOG Håndbolds bestyrelse


Og hvem skal så træne… U13-pigerne? 

GOG Håndbold er godt i gang med at finde trænere til alle senior-, ungdoms- og børnehold i klubben. Der er mange hold, så der skal findes mange trænere, og derfor vil ”afsløringerne” af næste sæsons trænere komme sådan lidt ”pø om pø” i løbet af de næste dage og uger. Følg med – lige her. 

Vi er ekstraordinært stolte over at kunne præsentere en meget solid trænertrio, som får ansvaret for alle vores mange U13-piger.

Det er vores alle sammens Jesper Faaborg Madsen, som får ansvaret for U13-pigerne, og dermed er den gruppe i meget trygge hænder igen i den kommende sæson. Jesper Faaborg Madsen har trænet en lang række af håndboldhold i GOG, og han er da i øvrigt også tidligere blevet kåret til årets GOG’er, fordi han leverer en så stor indsats for fællesskabet på alle måder.

Jesper Faaborg Madsen får to kolleger på trænerfronten hos U13-piger.

U13 2 skal nemlig trænes af Søren Kuhr Nielsen, som ikke alene har begået sig som en dygtig træner, men som også har vist sig at kunne påtage sig et stort frivilligt ansvar for hele børneafdelingen på pigesiden. GOG kan ikke drives uden den slags store, solide, sikre voksne, som har hjertet på rette sted, og som vil yde en uselvisk indsats.

Endelig kan vi også glæde os over, at vi har sikret os, at U13 pige 3 er i sikre hænder. Det er nemlig Marlene Mulle Jensen, som skal sørge for, at vi i GOG lever os til en af vores dyder – at vi tager os godt af alle størrelser på alle hold. 

Vi er i GOG meget glade for, at vi kan præsentere tre så fine navne som trænere for vores  U13-piger. Tag nu godt imod dem. Så er vi sikre på, at det bliver en fin sæson.

Det var dagens ”afsløring”. Trænerne for U13 pigerne. Vi fortsætter de kommende dage med flere navne.

Med venlig hilsen

GOG Håndbolds bestyrelse


Okay.. Det er en vild trænertrio… 

Som I har kunnet se de seneste dage, så er vi i GOG Håndbold ved at kunne præsentere alle vores trænere i den kommende sæson. Og her kommer en trio, vi har glædet os til at fortælle om:

Der er mange klubber i Danmark, der kigger misundeligt på GOG, når det handler om, hvad vi kan tiltrække af trænere i børne- og ungdomsrækkerne. Og her hos U11-piger ved vi, at der er virkelig mange klubber, som ville gøre meget for at kunne få fingrene i den trio, som vi i GOG kan prale med. 

Det er nemlig lykkedes os at få en helt særlig trio til at tage sig af GOGs U11-piger. Den ene er den måske i bredere håndboldkredse knap så kendte Søren Bay Koch, men vi er mange i GOG Håndbold og omegn, der ved, at han er den helt rette til at påtage sig ansvaret for hele gruppen af U11-piger på Sydfyn. 

De store og kendte navne kommer her: Vi kan nemlig præsentere en tidligere OL-vinder i form af Trine Nielsen, som træner for U11-pigerne i GOG Håndbold i næste sæson. Hun har allerede vist sine evner som frivillig træner i en frivillig forening, og hun tager altså en tørn til for U11-pigerne i næste sæson. 

Det suverænt største trænernavn hos U11-pigerne har vi dog til gode at fortælle om. Det er nemlig Thomas Brandt Nygaard. Han har tidligere trænet – mange hold i GOG. Han har trænet på højeste niveau hos både herrer og kvinder, og i næste sæson træner han altså U11-piger i GOG. Det er vi meget glade for. Og det kan alle U11-pigerne også roligt være.

Vi fortsætter afsløringerne af trænerne i de kommende dage. Vi er ved at være i mål med pigerne, og derefter er turen kommet til drengene.

Med venlig hilsen

GOG Håndbolds bestyrelse


Så er trænerne ved at være klar i GOG Håndbold – men der mangler lidt…

GOG Håndbold er godt i gang med at finde trænere til alle senior-, ungdoms- og børnehold i klubben. Der er mange hold, så der skal findes mange trænere, og derfor vil ”afsløringerne” af næste sæsons trænere komme sådan lidt ”pø om pø” i løbet af de næste dage og uger. Følg med – lige her. 

Vi har intet imod at være helt ærlige og indrømme, at hos U17-pigerne mangler vi lige lidt af kabalen endnu. Vi har heldigvis – i et godt og nært samarbejde med Oure – rigtig mange talentfulde U17-piger, og derfor er det også vigtigt for os, hvem der træner alle disse mange U17-piger. 

Den gode nyhed er, at vi har forlænget med Anders Rasmussen, så vi er sikre på, at GOG og Oures bedste U17-piger får en dygtig træner, som kan udvikle dem mest muligt. Det har han allerede vist. Og det er han også godt i gang med at gøre lige nu med GOG og Oures bedste U17-piger. Og Anders Rasmussen fortsætter altså med at have ansvaret for det.

Både GOG Håndbold og Skolerne i Oure siger mange tak til Mathias Rettig og Ida Hobolt for at have været trænere for vores U17 pige 2 og 3 GOG/Oure hold i den forløbne sæson. Mathias Rettig fortsætter sit arbejde på Oure med to pigehold på efterskolen. Ida Hobolt stopper som træner.

Så langt så godt. 

Der er ingen tvivl om, at vi har så mange dejlige U17-piger – både i denne sæson og i næste sæson – at vi skal sørge for, at der er fremragende trænere til dem. Også U17 pige 2 og 3 og så videre. Både i Oure-regi og i GOG-regi, men der samtales og forhandles fortsat, så vi kan endnu ikke afsløre, hvem der skal være træner for resten af U17-pigerne. Vi tager nemlig ikke hvem-som-helst, så det skal være i orden, og når det er i orden, så ska vi nok melde de nye navne ud.

Det var dagens delvise ”afsløring”. Trænerne for U17 pigerne. Og nu har vi faktisk skrevet om både U19-pigerne, U17-pigerne, U15-pigerne, U13-pigerne og U11-pigerne. Så lige om lidt begynder vi at kaste os over drengene.

Med venlig hilsen

GOG Håndbolds bestyrelse