En sød og rar håndboldskole…. Håndboldskolen 2019 er igang!

Af 21. juni 2019 GOG

En sød og rar håndboldskole….

”Hvad er det vigtigste på denne håndboldskole”, var det første spørgsmål på GOGs Håndboldskole for U11’ere og U13’ere? Og der er mange, der har været med før, så svaret lød prompte: ”At vi er søde og rare ved hinanden”. Nemlig…

Over 80 U11’ere og U13’ere er her fredag eftermiddag gået i gang med årets håndboldskole i GOG. Den har været udsolgt i månedsvis, og sådan har det været i de seneste fem år, hvor den har fyldt hallerne i Gudme med glade børn.

Ligatræner for GOGs herrer, Nicolej Krickau, står for et træningspas fredag aften klokken 18.00-20.00, og derudover er der en lang række af børne- og ungdomstrænere fra GOG, der træner de små størrelser i hele weekenden. Og en håndfuld af GOGs 1. divisionskvinder er også med i trænerteamet.

Der bliver kæmpet, konkurreret, scoret, leget, grinet, hygget, vundet og svedt. Masser af glade børn. Masser af hård træning. Masser af energi. Og masser af sjove og lærerige og udviklende konkurrencer. Ja, selv når vi hygger er der konkurrencer: Blandt andet lagkagekonkurrencer og kyllingecurling…

1000 tak til blandt andre Jesper ”Faaborg”, Ida Dyhr, Søren Bay Koch og Søren Kuhr Nielsen, som bruger hele weekenden. Og endnu større tak til de fem U14-piger, som også bruger hele weekenden på håndboldskolen: Malou Bech, Emma Bødker, Sille Møller, Sofia Dyhr og Maja Jespersen. I er fantastiske, piger. Ja, og også tak til alle de mange andre, som kommer og hjælper med at træne eller med at trøste eller med at være dommer eller noget syttende.

Det frivillige foreningsliv er så dejligt. Se selv på de pragtfulde fotos på facebooksiden under albummer.